Øresund Lene Møller scorede syv gange mod topholdet Slagelse, men det endte med et nederlag på 22-23.

Øresund Lene Møller scorede syv gange mod topholdet Slagelse, men det endte med et nederlag på 22-23.

Øresund pressede tophold til sidste sekund

Øresunds håndbolddamer gav 1. divisions absolutte tophold fra Slagelse kamp til sidste sekund, men tabte med 22-23

Af
Af Claus Beyer

Øresunds håndbolddamer har med fire point i de to sidste kampe fået ekstra meget selvtillid, og den blev for alvor vist i en fyldt Langebjerghal i Humlebæk, da divisionens absolutte tophold, Slagelse, kom på besøg lørdag eftermiddag.

Spillere og ledere glædede sig til kampen, og før kampen sagde hjemmeholdets træner, Jesper Matthiesen:

”Vi glæder til denne kamp, vi ved at vi kan spillede endnu bedre end det vi har vist indtil nu, og det er samtidig en kamp, hvor presset ligger på Slagelse. Vi skal bare spille det bedste vi kan, de kommer som ubesejret i deres otte kampe, men jeg tror på, at vi kan presse dem.”

Og trænerens forudsigelse blev mere sand end nogen i hallen havde forventet. Gæsterne bragte sig hurtigt foran med tre mål, men herefter begyndte hjemmeholdet en opvisning, hvor alle spillere tog ansvar. I målet var Gitte Müller i hopla, og det var tydeligt, at Slagelse havde respekt for målvogterens kvaliteter.

Øresund fik bragt sig foran 8-4, men gæsterne sluttede første halvleg bedst og fik udlignet til 15-15.

I anden halvleg var det forsvares kamp. Begge hold tog godt fat, og holdene fulgtes ad hele vejen. Øresund var kun foran en enkelt gang i de sidste 30 minutter, det var da Tine Møller midt i halvlegen scorede til 18-17. Herefter var det igen Slagelse der hele var et enkelt mål foran, men Camilla Dahlbergen scorede til 22-22, da der manglede 46 sekunder.

Desværre kunne forsvaret ikke holde fast, og gæsternes Tina Andresen hamrede et underhåndskud i kassen til 22-23, da der blot var 15 sekunder tilbage, hvilket også blev kampens resultat.

Et ærgerligt og ufortjent nederlag til Øresund som havde presset Slagelse til det yderste, og fra gæsternes supportere var der også anerkendende ros til Øresund.

”Kampen burde være endt uafgjort. Det var en flot og spændende kamp, den bedste indtil nu i denne sæson. Vi er selvfølgelig glade for sejren, men vi har også utrolig ondt af Øresunds spillere, de havde fortjent det ene point. En fantastisk kamp, det er kampe som denne der gør at vi elsker håndbold,” sagde supporterne efter kampen.

Øresunds målvogter, Gitte Müller, kunne dog ikke bruge de trøstende ord til meget lige efter kampen.

”Jeg ville meget hellere havde haft en røvfuld på 10 mål end dette ærgerlige nederlag. Jeg var overbevist om, at jeg havde fat i det sidste skud, men desværre. Lige nu er det bare noget skidt.”

Skuffelsen er til at forstå, men når spillere og ledere har sundet sig, så bør skuffelsen blive afløst med stolthed. Øresund fik vist, at de har kvaliteten og viljen til 1. division, og hvis holdet kan holde fast i den flotte indstilling og fortsætte den positive udvikling, så venter der mange point i resten af sæsonen til de hårdt arbejdende spillere.

HÅNDBOLD
1.division, damer
Øresund – Slagelse 22-23 (15-15)
Øresund: Lene Møller 7, Camilla Skovby 4, Jeanette Pedersen 3, Katrine Lauritsen 2, Tine Møller 2, Gitte Müller 2, Anita Rasken 1, Camilla Dahlbergen 1.
Slagelse: Mathilde Jensen 7, Maj Johansen 4, Camilla Kristensen 3, Michelle Gandrup 3, Pernille Hvid 3, Tina Andresen 2, Nanna Willumsen 1.

Publiceret 06 November 2010 19:00