Lene Møller blev endnu en gang topscorer, denne gang med otte mål.

Lene Møller blev endnu en gang topscorer, denne gang med otte mål.

Medrivende drama i Langebjerghallen

Øresund spillede 21-21 mod Ringkøbing i en medrivende kamp, hvor Øresund var tættest på sejren

Af
Af Bo Hilsted

Øresund var faktisk spillet helt af brættet mindst to gange i Langebjerghallen mod Ringkøbing, der er en af oprykningsfavoritterne i 1. division i denne sæson.

Jyderne, der endnu ikke har vundet i Langebjerghallen, skal faktisk prise sig lykkelige over det ene point, for havde Lene Møller haft lidt mere is i maven, havde hun ikke forsøgt lobbet på den store kontramulighed ved 21-20 i hjemmeholdets favør, men i stedet havde afsluttet lidt mere resolut, eneste plet på en fremragende præstation i forsvar og angreb.

Øresund kom bagud 1-7 efter 13 minutters spil, men især Camilla Skovby fik skudt Øresund ind i kampen, og ved 6-7 var der kontakt igen, men nærmere kom Øresund ikke og måtte gå til pause med 9-12 på måltavlen.

I anden halvleg chokstartede gæsterne så med tre raske scoringer, og Øresund havde endnu en gang et bjerg at bestige.

Det lykkedes, og i denne fase blev der spillet både besnærende og effektiv håndbold, og samtidig så man træner Jesper Matthiesen dekretere et effektivt helbanepres, der rystede gæsterne.

Og sidst men ikke mindst havde Gitte Müller gemt storspillet til anden halvleg, og da alt gik op i en højere enhed lykkedes det Øresund at komme foran for første gang i kampen ved 18-17 med 12 minutter tilbage af kampen.

Det blev så den forventede gyserafslutning med Lene Møller i hovedrollen som målscorer til både 20-19 og 21-20, og så var der lige det med lobbet, der manglede et par centimeter.

”Vi er bare p….glade over indsatsen,” sagde træneren efter kampen, ”vi var jo dømt ude af kampen op til flere gange, men kom tilbage på en fantastisk holdindsats med vilje og vindermentalitet i indsatsen.”

Camilla Skovby blev skadet i kampens sidste minut, de første bulletiner lyder på, at det ikke er så alvorligt, som det kunne se ud til, måske ”bare” et kraftigt slag på skinnebenet.

Håndbold, 1. division damer:

Øresund-Ringkøbing 21-21 (9-12)
Stillinger undervejs: 1-1, 1-7, 6-7, 7-10, 8-12, 9-15, 13-17, 18-17, 19-18, 21-20.

Øresund: Lene Møller 8, Camilla Skovby 5 Jeanette Pedersen, Tine Møller og Kathrine Lauritsen 2, Camilla Dahlbergen og Maja Engelstoft 1.

Ringkøbing: Tina Torabi 6

Begge hold havde fire spillere udvist i to minutter.

Øresund møder AGF på hjemmebane lørdag den 27/11 kl. 14.30.

Publiceret 20 November 2010 17:00