Peas And Carrots var suveræn i opløbet. Photo: US Photo.

Peas And Carrots var suveræn i opløbet. Photo: US Photo.

Alderen trykker ikke Derby-vinder

Peas And Carrots henrykkede på Klampenborg Galopbane

Af
Af Careyn Bundgaard

Peas And Carrots fik en flot start på sæsonen, da den lørdag årsdebuterede på Klampenborg Galopbane i 150.000 kr. løbet Dansk Jockey Club Cup.
Det så bestemt ikke for lyst ud indledningsvis, hvor Peas And Carrots var med til at danne bagtrop i det hårde udgangsteempo, anlagt af outsideren Quick Release, som kom først ind i opløbet, flere længder klar af forfølgerne.
Holdt ikke helt til mål
Men den hårde pace blev straffet, og midtvejs i opløbet stod det klart, at 'haren' ikke kunne holde helt til mål. Et kompakt felt strøg forbi, anført af Peas And Carrots, som afsluttede bedst af alle til sejr og 75.000 kr. foran Runaway og den svenske derbyvinder Moe Green.
"Det er klart, jeg blev lidt urolig midt i løbet, hvor der var oceaner af længder frem til førerhesten. I opløbet begyndte Peas And Carrots at komme op i fart, og jeg var relativ sikker på sejren med 100 meter tilbage", forklarede jockey Fredrik Johansson efter sejren.
Med sejren passerede Peas And Carrots 4,3 millioner kr. i præmiesum og har nu tilhørt den skandinaviske elite seks år i træk.
Der blev også vist topsport i Klampenborg Store Sprint for de hurtigste heste på de skandinaviske baner. Favoritten Exhibition levede til fulde op til forventninger og satte tingene på plads på en solid finish.
Det herlige forårsvejr havde lokket mange til den naturvenlige bane i Ordrup Mose, hvor der var sæsonrekord i totalisatoren. V5-omsætningen kom klart over 100.000 kr. for første gang i år, så banens kasserer strålede om kap med solen.

Publiceret 02 May 2011 18:00