FCNs finale-modstander bliver FCM - igen

Der er lagt op til en ren "genudsendelse" i pokalfinalen i Parken

For andet år i træk bliver finalen i Ekstra Bladet Cup et opgør mellem FC Nordsjælland og FC Midtjylland.
Det blev en kendsgerning torsdag aften, da FCM på udebane vandt en dramatisk pokalfight, der først blev afgjort på straffesparkskonkurrence. Det skriver ekstrabladet.dk.
2-1 vandt FCM over Esbjerg efter den ordinære spilletid i retursemifinalen efter 1-2-nederlag på hjemmebane i det første opgør, og dermed var det helt lige.
Den forlængede spilletid blev der ikke scoret mål i, og så måtte der straffesparks-konkurrence til. Forløbet af denne blev:
1-0 Jesper Lange scorer for Esbjerg. 1-1 Kristian Bak Nielsen scorer for FCM. 2-1 Morten Karlsen scorer for Esbjerg. 2-2 Jesper Juelsgård scorer for FCM. 3-2 Mikkel Vendelbo scorer for Esbjerg. 3-3 Mads Albæk scorer for FCM. 4-3 Kevin Bechmann Timm scorer for Esbjerg. 4-4 Sylvester Igboun scorer for FCM. 4-4 Kevin Conboy sparker på overliggeren. 4-5 Jacob Poulsen scorer for FCM
FC Midtjylland og FC Nordsjælland mødes søndag 22. maj klokken 18 i Parken. Sidste år vandt FC Nordsjælland med 2-0 efter forlænget spilletid.

Publiceret 05 May 2011 21:29