Stephan P forlænger med AGF

Den lynhurtige fløj har sat sin underskrift på en kontrakt, der går til sommeren 2015

AGF har de seneste par måneder forlænget kontrakterne med en række af klubbens profiler. Her en lille uge før jul er endnu en vigtig aftale faldet på plads. 27-årige Stephan Petersen har sat sin signatur på en ny kontrakt, der gælder til sommeren 2015.
Sportschef Brian Steen Nielsen er begejstret over, at den hurtige kantspiller fortsætter under AGF's faner.
"Stephan har udviklet sig til en markant spiller på vores hold og i Superligaen. Han har holdt et stabilt højt niveau over en længere periode og har fået føjet nye facetter til sit spil. I denne sæson har han spillet fra start i stort set alle kampe, og med sin fart og gennembrudsstyrke har han gang på gang demonstreret, at han har stor betydning for vores hold. Det kom senest til udtryk, da han måtte udgå i vores kamp mod Silkeborg. Han er en vigtig brik i vores bestræbelser på at bide os fast i toppen af dansk fodbold, og derfor er jeg meget tilfreds med, at vi er blevet enige om at forlænge samarbejdet", udtaler Brian Steen Nielsen til AGF's hjemmeside.
For Stephan Petersen, der skiftede til AGF i januar 2010 fra FC Nordsjælland, har der ikke hersket den store tvivl om, at hans fodboldfremtid også i de kommende år skulle ligge i Aarhus.
"Jeg er glad for at være i AGF og i Aarhus. Det har jeg været fra den første dag, og derfor har det været meget naturligt at skrive under på en ny aftale. Ja, som tingene er nu, kunne jeg ikke forestille mig en anden dansk klub at spille for", siger Stephan Petersen, der også hæfter sig ved den spillemæssige udvikling, som han har været en del af det seneste år.
"Vores spil har udviklet sig i en retning, der passer godt til den måde, jeg spiller på. Vi er blevet mere spilstyrende, og det gør, at det, jeg er god til, kommer mere til sin ret. Kan vi blive ved med at bygge på, tegner det godt. Målet i de kommende år må være at vinde en eller anden medalje med AGF og komme ud at spille europæisk igen", siger Stephan Petersen, der i øjeblikket holder en velfortjent juleferie i Dubai.
Stephan Petersen står indtil videre noteret for 95 kampe og 19 mål i den hvide trøje.

null

Publiceret 19 December 2012 13:30