arkivfoto fra sidste års La Vuelta på Vestegnen.

arkivfoto fra sidste års La Vuelta på Vestegnen.

La Vuelta på Vestegnen rykker en liga op

Alle på cykel er velkomne når anden udgave af La Vuelta på Vestegnen køres den 19. maj

Af
Morten Thornton

Racercykler, citybikes, havelåger og andre typer cykler. Alle er velkomne til årets La Vuelta på Vestegnen, som i år udvider. Løbet er nu ikke længere primært henvendt til mennesker med psykiske vanskeligheder, nu er kravet bare, at man kommer på en cykel.
Cykelløbet La Vuelta på Vestegnen har fået vokseværk efter sidste års succes, hvor cirka 50 ryttere gennemførte løbet. Hele set up'et omkring løbet har fået et nøk op, og derfor regner arrangørerne med 200 deltagere når løbet starter den 19. maj.
Som noget nyt i forhold til sidste år, er løbet åbnet op for deltagere, som ikke har psykiske vanskeligheder.
”Det er et vigtigt signal at sende, at løbet henvender sig til alle, så det ikke bliver et reservat for mennesker med psykiske vanskeligheder, som cykler for sig selv”, siger idrætskonsulent i DAI Lisbeth Crafack.
”Jeg kan godt lide, at løbet er blandet. Som én der er psykisk sårbar har man måske været vant til at andre ikke rigtigt kunne rumme en, især i folkeskolen. Nu stiller vi så vores egen rummelighed på prøve, når vi skal rumme andre i sådan et cykelløb. Vi viser altså noget overskud ved at åbne løbet op”, siger Jon Gottlieb, som til daglig cykler rundt på en ladcykel, men stiller til start på en racercykel til årets løb.
”Jeg cykler med for min mentale helses skyld. Der er et dejligt fællesskab – det passer godt til os, som er psykisk sårbare. Vi kan trække hinanden og skubbe hinanden, både hvis man er I dårlig form eller man har det skidt I hovedet. Det giver selvværd”, siger Jon Gottlieb.
For at løfte løbet, er der gjort noget ekstra ud af forplejningen i år, så rytterne ikke går ned på hverken det ene eller andet. Vestegnens Bike Club (VBC), Shared Care på Vestegnen, Dansk Arbejder Idrætsforbund (DAI) og Dansk Cykle Union står bag løbet, som starter ved parkeringspladsen bag Psykiatrisk Hospital Glostrup.
”Jeg forventer at se en god blanding af folk, der lige har hevet deres gamle cykel op fra kælderen og så folk i trikot og på kulfibercykler”, siger bestyrelsesformand i VBC Ole Schrøder.
Deltagerne bliver altså et mix af folk, som kører stærkt og folk som måske ikke er så vant til at cykle i hverdagen, og derfor er der også lavet to ruter på henholdsvis 25 og 55 kilometer, så der er plads til alle.
Det er meningen, at løbet skal blive en fast årlig tilbagevendende begivenhed på Vestegnen.

Publiceret 04 May 2015 09:00