“Vi har altid hinandens ryg. Hver gang en af os begynder at føle sig nede eller træt, står den anden klar til at skubbe en fremad igen. Det er vigtigt at have den opbakning, ” siger Patrick Nielsen.

“Vi har altid hinandens ryg. Hver gang en af os begynder at føle sig nede eller træt, står den anden klar til at skubbe en fremad igen. Det er vigtigt at have den opbakning, ” siger Patrick Nielsen.

Patrick Nielsen:

Min lillebror er klar til de helt store kampe

Patrick Nielsen tror på at lillebror Micki Nielsen forsvarer sin titel mod Mirko Larghetti på lørdag i Musikteatret

Af
Morten Thornton

"Det bliver en hård kamp, men Micki er klar," slår Patrick Nielsen fast før lørdagens Nordic Fightnight i MusikTeatret i Albertslund, hvor ubesejrede Micki Nielsen med 20 sejre i 20 kampe og 14 knock outs forsvarer sin WBC International cruiservægt-titel mod Mirko Larghetti.
23-årige Micki Nielsens modstander, Mirko Larghetti, har bare et nederlag i sin 25 kampe lange karriere. Det kom mod den tidligere WBO-verdensmester Marco Huck i en jævnbyrdig VM-kamp i august 2014. Den 33-årig italiener udgør dermed en alvorlig trussel mod Nielsens perfekte rekordliste og verdensmesterdrømme. 
Patrick Nielsen, der ikke selv skal i kamp ved stævnet lørdag er overbevist om at Micki Nielsen vinder opgøret. Storebror har fulgt Mickis træning og mener han er i sin bedste form nogensinde.
Det er Mickis sparringspartner Kai Robin Havnaa enig i:
”Jeg har trænet med verdenstoppen som amatør, og jeg mener, at Micki er en bokser på verdensklasseniveau. Hvis jeg havde hans rekordliste, ville jeg være en kæmpe stjerne i Norge, siger siger Havnaa, der tror på, at Micki Nielsen klarer karrierens hidtil største udfordring.
 ”Micki står nu over for en kæmpe stor kamp mod Larghetti, og det bliver en kamp på højeste niveau. Det bliver en hård kamp, men jeg er sikker på, at Micki klarer opgaven med boksning i verdensklasse. Han er meget mere teknisk dygtig, end han ser ud til at være. Han ligner måske bare en brawler, men man skal slet ikke tage fejl af ham. Jeg sparrer med Micki, og han er ikke bare tough. Han har en helt utrolig slagstyrke, men han er også hurtig og meget svær at læse,” siger 27-årige Havnaa, der også skal i ringen på lørdag.
 

Tro på dig selv

Mens 27-årige Havnaa også selv skal bokse ved lørdagens Nordic Fightnight-stævne, så må Patrick Nielsen nøjes med at se til fra sidelinjen:
"Jeg har det faktisk svært med at se Micki bokse. Selvfølgelig tror jeg på ham, men han er stadig min lillebror, og man ønsker jo ikke at se ham komme til skade," siger Patrick Nielsen.
Patrick Nielsen har flere gange stået for rollen som indpisker under lillebrorens træninger.
"Vi har altid hinandens ryg. Hver gang en af os begynder at føle sig nede eller træt, står den anden klar til at skubbe en fremad igen. Det er vigtigt at have den opbakning, når du træner så meget, som vi gør."
Patrick og Micki Nielsen bliver begge trænet af den tidligere dobbelte verdensmester Joey Gamache, der har fokuseret på den yngre Nielsen-bror op til hans største kamp i karrieren.
"Jeg har altid sagt til Micki, at han skal tro på sig selv og aldrig være bange for noget,” fortæller Patrick Nielsen, og fortsætter: 
"Jeg har også længe sagt, at Micki er klar til de store kampe. Han er en af de mest hårdtslående cruiservægtere, og som jeg ser det, så kan kan blive det næste store navn i sin vægtklasse,” slutter Patrick Nielsen, som forudser en stor fremtid for Micki Nielsen.
Billetter til Nordic Fight Night 19. marts i Musikteatret Albertslund er tilgængelige online via www.billetlugen.dk eller på på telefon: 70 263 267.

Publiceret 14 March 2016 11:00