"Bogen er nok også et forsøg på at skabe en modreaktion på den hurtige og flygtige nyhedsstrøm, som vi dagligt bliver bombarderet med. Her er et blivende medie, som man kan gå på opdagelse i - lidt ligesom en podcast," siger Mikkel Davidsen, der her står med bogen "Liga". Foto: KT

Mikkel udgiver fotobog om Superligaen i fodbold: "Jeg går nok lidt mod strømmen"

Mikkel Davidsen fra Ølstykke er lige på trapperne med fotobogen "Liga". Lokalavisen Egedal har sat ham stævne til en snak om bogen, kærligheden til dansk fodbold og en hektisk fortid som pressechef i Brøndby IF

Af
Kenneth Tanzer

I en tid, hvor de danske fodboldfans dagligt bliver serviceret med alverdens nyheder, billeder og videoer fra elektroniske medier, sociale medier og klubbernes egne online-kanaler, så vælger Mikkel Davidsen fra Ølstykke at gå den stik modsatte vej.

Sammen med sportsfotograf Lars Rønbøg udgiver han til november en 300 siders moppedreng med de allerbedste fotos fra Superligaen i fodbold sæsonen 2018-2019.

"Jo, det er måske at gå lidt mod strømmen, men både Lars og jeg håber og tror, at der stadig er behov for at kunne fordybe sig i noget en gang imellem. Liga, som bogen kommer til at hedde, er en såkaldt ”coffee table-bog”, der har et kunstnerisk snit over sig - og så er der lagt vægt på højest mulig kvalitet i papir, indbinding og tryk. Jeg skriver teksterne til de cirka 200 billeder, som både er billeder fra kampene, men også bringer læseren tæt på sæsonens højdepunkter og interessante historier. Blandt andet har vi af klubberne fået lov til at komme med bag kulisserne, hvilket giver et helt særligt indblik," siger Mikkel Davidsen.

Der er masser af kærlighed og passion i Superligaen. Her kan en ældre Aab-fan ikke holde sin jubel tilbage efter en vigtig scoring. Billedet er samtidig Mikkel Davidsens favorit-foto i bogen. Foto: Lars Rønbøg.

Der er masser af kærlighed og passion i Superligaen. Her kan en ældre Aab-fan ikke holde sin jubel tilbage efter en vigtig scoring. Billedet er samtidig Mikkel Davidsens favorit-foto i bogen. Foto: Lars Rønbøg. FrontzoneSport via Getty Images

Han mener, at "Liga" henvender sig til et bredere publikum end den klassiske fodboldnørd.

Ikke kun for bold-nørder

"Selvfølgelig er bogen guf for fodbold-elskere af Superligaen, men den kan også fange folk, der kan se det kunstneriske i flotte billeder, der har en historie. Og så er bogen nok også et forsøg på at skabe en modreaktion på den hurtige og flygtige nyhedsstrøm, som vi dagligt bliver bombarderet med. Her er et blivende medie, som man kan gå på opdagelse i - lidt ligesom en podcast," siger Mikkel Davidsen, der til daglig driver kommunikationsbureauet Fortius Kommunikation i Ølstykke.

At valget faldt på at lave en fotobog om Superligaen, kunne ikke være anderledes for den fodboldglade Ølstykke-borger. For ham er Superligaen den foretrukne liga.

Den tidligere FCK'er Robert Skov jubler efter ét af mange mål i den hvide trøje. Hans imponerende sidste sæson, hvor han blev Superliga-topscorer, markeres også i bogen. Foto: Lars Rønbøg.

Den tidligere FCK'er Robert Skov jubler efter ét af mange mål i den hvide trøje. Hans imponerende sidste sæson, hvor han blev Superliga-topscorer, markeres også i bogen. Foto: Lars Rønbøg. FrontzoneSport via Getty Images

"Både Lars og jeg er vilde med Superligaen. Jeg vil hellere sætte mig i sofaen og se Randers-Esbjerg i fjernsynet end at se en tilfældig kamp fra Premier League. Jeg er helt med på, at det fodboldmæssige niveau er langt højere i England, Tyskland og Spanien, men for mig er det for langt væk. Det -er svært at forklare, men Superligaen er let at relatere til som dansker. Det er ofte de hjemlige kampe, vi diskuterer med kollegaerne om mandagen, og det er på de danske Superliga-stadions, at vi lader os begejstre eller frustrere sammen med vennerne eller familien. Så der er noget nærhed og lokal identitet, som ingen af de udenlandske ligaer kan matche. Det vil vi gerne være med til at tale op i bogen," siger Mikkel Davidsen.

Så en fotobog om eksempelvis Premier League i England ville ikke have din interesse?

"For det første ville vi have svært ved at tage samme type billeder, og for det andet, så er der ikke den nærhed. Vi ville aldrig få lov til at tage billeder i Chelseas eller Liverpools omklædningsrum, og deres træninger er lukket land for alle. Det ville give os et klart dårligere produkt. I Superligaen er det stik modsat. Hvis du vil, så kan du komme helt tæt på profilerne næsten hver dag på klubbernes træningsanlæg."

Og Mikkel Davidsen ved, hvad han taler om, for i perioden fra 2010 til 2016 var han ansat som først kommunikationsmedarbejder og siden pressechef i Brøndby IF.

På farten i Brøndby

En lærerig, hård og spændende tid med mange forandringer i en storklub, som var truet af konkurs og samtidig flirtede med nedrykningsstregen.

Sæsonen 2018-19 bød på mange op- og nedture for Brøndbys fans. Her bryder Sydsiden dog ud i jubel efter en scoring. På billedet til venstre bladrer Mikkel Davidsen i den nye bog. Foto: Lars Rønbøg.

Sæsonen 2018-19 bød på mange op- og nedture for Brøndbys fans. Her bryder Sydsiden dog ud i jubel efter en scoring. På billedet til venstre bladrer Mikkel Davidsen i den nye bog. Foto: Lars Rønbøg. FrontzoneSport via Getty Images

"For mig var jobbet i Brøndby en kæmpe udfordring, som jeg ikke kunne sig nej til, da jeg har været fan af klubben siden 1989. Det var et drømmejob, som jeg ikke har fortrudt i et sekund, men det var også nogle udfordrende år at være pressechef i. Jeg var på arbejde mange timer hver uge, og det var ikke meget min familie så til mig. Der var dagligt historier og rygter, som jeg skulle forholde mig til, når journalisterne ringede. Sådan er jobbet, men lige i den periode var der ekstra pres på, da vi kæmpede for at undgå nedrykning og samtidig havde store økonomiske problemer. Så der var lidt at se til," siger Mikkel Davidsen, der på fem år nåede at arbejde under fire direktører, tre sportsdirektører og tre cheftrænere.

"Det siger lidt om de kaotiske tilstande, som prægede Brøndby på det tidspunkt. Jeg blev en del år ældre i den periode," siger Mikkel Davidsen, der kalder Brøndby for et dragende sted at være, men også et sted, hvor én fjer hurtigt kan blive til fem høns.

Turde ikke se kampen

"Der var en del interne magtkampe, som gjorde mit arbejde noget vanskeligere. Nogle gange var det helt absurd, hvad der blev lækket videre til pressen. Det var svært at dæmme op for, og nogle gange var det ret frustrerende, at vi det ene øjeblik kunne sidde på et lukket møde og tale fortroligt om en historie, der skulle ud, for så at se historien blive lækket til pressen kort efter," siger Mikkel Davidsen.

Når han ser tilbage på tiden på de bonede gulve i Brøndby IF, så er der især én arbejdsdag, der skiller sig ud.

"Da vi undgik nedrykning på sidste spilledag med en sejr i Horsens. Følelsesmæssigt var det noget af det vildeste, for jeg stod der som både fan og medarbejder. Havde vi tabt den kamp, så skulle vi i 1. division, hvilket nok havde kostet mange medarbejdere deres stillinger. Der var ekstremt meget på spil, og jeg kan huske, at jeg under kampen gik frem og tilbage under tribunen i Horsens. Jeg turde ikke se kampen," siger Mikkel Davidsen, der også nævner Daniel Agger-tilgangen som et højdepunkt.

"Vi fik beskeden af Per Rud (daværende sportsdirektør, red) relativt sent, så pludselig skulle det helt store cirkus køres i stilling med præsentation, pressemøde og så videre. Det var hektisk, men én af de gode dage, for der var enorm hype om Aggers hjemkomst. Det er lidt det samme, som FCK oplever i øjeblikket med Nicklas Bendtner - kæmpe hype og rigtig meget pressearbejde i kulissen," siger Mikkel Davidsen.

Kunne du finde på at vænne tilbage til et tilsvarende job?

"Nej, jeg har udtjent min værnepligt i fodboldbranchen. Jeg brænder stadig for fodbold, men jeg er glad for at kunne følge det hele lidt på afstand ved at komme på stadion med min søn."

Samtalen med den kommende fodbold-forfatter lakker mod enden, men på falderebet når han lige at knytte en kommentar til sit favoritbillede i bogen.

"Jeg er vild med det billede af den ældre Aab-fan, som jubler over en scoring eller en sejr. Det viser, at passionen for fodbold og for Superligaen er til stede uanset alder," siger Mikkel Davidsen.

Fakta

Fotobogen LIGA udkommer midt i november 2019 og kommer til at koste 345 kroner i udsalgspris.

Allerede nu kan bogen forudbestilles til 295 kroner på www.ligabog.dk.

Når man forudbestiller, kan man tilmed få sit – eller en andens – navn trykt i bogen.

Publiceret 17 September 2019 14:07