Skanderborg-spilleren Jonas Bjerre kan nu kalde sig stormester i skak. Foto: Dansk Skak

Skanderborg-spilleren Jonas Bjerre kan nu kalde sig stormester i skak. Foto: Dansk Skak

15-årige Jonas er Danmarks yngste stormester i skak nogensinde

Jonas Buhl Bjerre fra Skanderborg indløste sidste stormesternorm på Isle of Man

Da Jonas Buhl Bjerre lørdag kl. 16.00 satte sig til brættet ved superturneringen FIDE Chess.com Grand Swiss 2019 på Isle of Man opfyldte han samtidig alle krav til at blive stormester i skak.

Efter at have krydset klinger med lutter topspillere den sidste halvanden uge, scorede han sin sidste stormesternorm ved bare at møde op til det niende parti i turneringen. Hidtil har Jonas scoret 50 procent mod et imponerende modstanderfelt, hvor alle opponenter ville ryge direkte ind på førstepladsen på den danske styrkeliste, hvis de skiftede forbund.

Særligt sejren over Alexander Moiseenko fra Ukraine i 4. runde vakte opsigt.

Enestående bedrift

Det helt enestående i dansk skak er, at Jonas Bjerre kun er 15 år gammel. Den hidtil yngste af Danmarks nu 15 stormestre var klubkammeraten fra Skanderborg, Davor Palo, der blev stormester som 19-årig.

Det kommer ikke som en overraskelse, at Jonas Bjerre nu skriver dansk skakhistorie. I 2017 blev han Europamester i U-14 gruppen selvom han kun var 13 år. Ved danmarksmesterskaberne i påsken i Svendborg endte Jonas Bjerre på en delt førsteplads med stormester Allan Stig Rasmussen, men tabte omkampen om mesterskabet.

"Vi skal lige vænne os til, at vi i Danmark nu har en spiller, der har direkte kurs mod den absolutte verdenstop," udtaler formand for Dansk Skak Union Poul Jacobsen i en pressemeddelelse.

Jonas Buhl Bjerre får ikke tid til at hvile på laurbærrene, da han allerede på tirsdag tager til EM for hold i Batumi i Georgien, hvor han spiller fjerdebræt på det danske landshold.

I skivende stud er der stadig tre runder tilbage af FIDE Chess.com Grand Swiss 2019, hvor Fabiano Caruana, David Anton og Levon Aronian fører med 6 point af 8. Verdensmester Magnus Carlsen ligger på en delt 4. plads sammen med blandt andet Viswanathan Anand.

cns

Publiceret 23 October 2019 11:50