Arkivfoto: Ernst van Norde / Ritzau Scanpix

Arkivfoto: Ernst van Norde / Ritzau Scanpix Ritzau Scanpix

Stig Tøfting i sorg: "Så tog kræften, det dumme svin, endnu et dejligt menneske alt for tidligt"

Tidligere dansk topdommer og personlig ven af Stig Tøfting er død - 58 år gammel

En af Danmarks bedste fodbolddommere gennem tiderne, Jan Schøn Hald, har tabt kampen mod kræft og er gået bort i en alder af kun 58 år. Det skriver Ekstra Bladet.

Det var ifølge et opslag på facebook fra nærmeste familie et kort og hurtigt sygdomsforløb, der endte med at koste den tidligere topdommer livet.

På facebook hylder familien afdøde Jan Schøn Hald, for meget andet end det han er kendt for i den brede offentlighed.

"Vi har haft verdens bedste, kærligste og stærkeste far og mand, og det vil vi altid være dybt taknemmelige for, og vi vil altid have Jan med os i alle de oplevelser livet vil bringe fremover," lyder det.

En anden som har haft Jan Schøn Hald tæt inde på livet er tidligere landsholdsspiller, Stig Tøfting.

"Så tog kræften, det dumme svin, endnu et dejligt menneske alt for tidligt. Jan Schøn Hald blev desværre kun 58 år, 24 dage før han fyldte 59 år, sov han stille ind. Et dejligt menneske, en fremragende fodbolddommer, og min wingman når fodboldloven, og tvivlsomme situationer skulle speakes på tv.

Det var sgu et kedeligt opkald at få, men den lorte sygdom har overtaget i øjeblikket. Vi ses på den anden side min ven. RIP," skriver Tøfting på sin facebook-væg.

Jan Schøn Hald blev uddannet fodbolddommer i 1984. Han dømte i Superliga-regi fra 1997 og blev senere også FIFA-dommer. Han indstillede karrieren i 2001.

jn

Publiceret 03 November 2019 00:00