Nørre Djurs HK faldt med ære foran hele 721 tilskuere i Grenaa Idrætscenter

Glesborgklubben vil frem over isen, og derfor blev årets sidste opgave benyttet til at teste interessen hos både nuværende og potentielt nye håndboldfans, hvis en oprykning til 1. division tvinger klubben til at afvikle sine kampe i en rigtig håndboldhal.

Artiklens øverste billede
Iltre Mikkel Milling (m. bolden) tog mange slagsmål og gik også over gevind i et enkelt tilfælde, der kaldte på modstandernes vrede. Milling stikker dog ikke for bollemælk og tager gerne imod klø for selv at komme til at uddele øretæver, men han er et fast ankerpunkt på Nørre Djurs HK mandskabet. Foto: Lars Norman Thomsen

»Vores projekt er at stille det bedste håndboldhold på Djursland, og vi vil gerne se, om vi kan trække mere end de 200-300 tilskuere i ’Hulen’. Hvor stor er interessen for at gå til håndbold, når og hvis vi rykker op i 1. division?«

»Så vi synes vi er forpligtede til at afprøve, hvad vores projekt kan bære uden at der er tale om faneflugt fra hallen i Glesborg,« lød det fra Nørre Djurs HK’s spillende sportschef Nicolaj Danefeld Hansen, 33, forud for pokalkampen mod Lemvig-Thyborøn Håndbold fra Herre Håndbold Ligaen tirsdag 10. maj i Grenaa Idrætscenter.

Danefeld har en fortid hos Lemvig-Thyborøn Håndbold.

Lad os bare slå fast, at flytningen til Grenaa Idrætscenter viste sig at kunne bære. 721 tilskuere, der ikke havde betalt en rød reje for at komme til håndbold, troppede op.

Nørre Djurs HK bestod også manddomsprøven spillemæssigt mod Lemvig-Thyborøn Håndbold, som på mange måder som klub minder meget om Nørre Djurs HK i forhold til beliggenhed, ambitioner og økonomisk tyngde, selv om klubben fra digteren Thøger Larsens fødeby er betydeligt længere fremme en Glesborgklubben i forhold til at realisere ambitioner og strategi.

En sejr til gæsterne på 36-30 (19-16) fortæller, at hjemmeholdet hang fint på i perioder, og ikke blev ’jordet’ på trods af en elendig indledning på 2. halvleg, hvor antallet af dumme og vilde beslutninger var mere reglen end undtagelsen.

Kongepræstation af Langhoff


Frederik Langhoff blev hyldet før kampen og leverede siden en flot indsats i sin afskedskamp. Spændende at følge hans udvikling i det franske, hvortil han nu drager med kæresten, landsholdsspilleren Kristina Jørgensen. Foto: Lars Norman Thomsen

På forhånd havde sportschefen vurderet, at Nørre Djurs HK ville blive løbet over ende af Lemvig-Thyborøn Håndbolds fodrappe talenter, men set over hele kampen bed hjemmeholdet nu fint fra sig.

Gæsterne mødte frem med en bænk længere end Langeland og bragte vel stort set alle mand i spil. Det gjorde selvfølgelig, at gashåndtaget i perioder blev slækket en smule, og det udnyttede Nørre Djurs HK til fulde til at komme lempeligt og flot fra opgøret.

Kampen var også sidste optræden for en række aktører: Frederik Langhoff, Simon Baun Eriksen, den i hast hidkaldte målmand Niels Guldborg, der erstattede førstevalget Kevin Fisker, da denne skadet måtte trække stikket tidligere i sæsonen, og assistenttræner Martin Lund.

De blev alle behørigt hyldet af det levende publikum før kampstart, hvor formand for Nørre Djurs HK Elite, Henning Meisler, havde både varme ord og en buket med til kvartetten.

Især Frederik Langhoff rullede sig flot ud i store dele af kampen både som skytte og strateg i angrebsspillet og som en del af midterblokken i forsvaret. Det kostede nogle knubs og et par drag over næsen, men langlemmede Langhoff kom hver gang flot tilbage.

Langhoff serverede undervejs nogle afleveringer, som selv Mikkel Hansen ville have applauderet, til både fløje og de stærke stregspillere, den iltre hidsigprop med det store håndboldhjerte, Mikkel Milling, som spillede med maks. puls i 60 minutter, og den lokale Grenaadreng med et stort grin om munden, Rasmus Dalsgaard Lund.

Langhoffs indsats fik masser af smil og klapsalver fra familien på tribunen, der var anført af kæresten, landsholdsspilleren Kristina Jørgensen, som Frederik Langhoff nu drager til Frankrig sammen med for at give håndboldspillet endnu et løft for begges vedkommende.

For få redninger

Selvfølgelig var der forskel på de to hold i tempo og timing. Det manglede bare andet.

Gæsternes hold er uden de store stjerner og ugebladsattituder, men der er en selvfølgelig bund på holdet, som gør, at Lemvig-Thyborøn spiller med på øverste hylde trods Ligaens laveste budget, 4 mio. kroner.

Et tal som holdets spillende direktør, målmand Søren Petersen, kunne fortælle til de 100 gæster og sponsorer, der var mødt frem i Grenaa Bilcenter til spisning og nyheder inden opgøret. Her tog direktør Alf Sørensen imod. Han var for ikke så mange år siden ankermand hos Aastrup-Hammelev/Grenaa, når der blev spillet lokalopgør i Jyllandsserien og 3. division for fulde huse med Nørre Djurs HK på modsatte side.

Søren Petersen nåede tidsnok frem til kampen og havde en stille dag på kontoret. Han tog, hvad man kunne forvente, medens de to Nørre Djurs HK målmænd, Magnus Møller-Sørensen og Niels Guldborg, til gengæld aldrig fik fat for alvor. 3-4 redninger til hver i 60 minutter udtrykker det sort på hvidt, men de to målmand mødte altså også afsluttere fra et andet niveau end sæsonens 2. divisionskampe.

Hertil kom, at Nørre Djurs HK i enkelte sekvenser blev spillet tynde og ligeledes blev straffet prompte, når bolden blev tabt i angrebet.

Da Nørre Djurs HK i anden halvleg forsøgte at spille 7:6, kostede det også i den anden ende. Enten fordi bolden klodset blev tabt eller hjemmeholdet ikke fik skiftet fra ekstra markspiller til keeper med lynets hast.

Secher på banen

Efter pausen blev der spilletid til tre af Nørre Djurs HKs egne, Simon Østergaard på højre fløj, som har fået ødelagt det meste af sæsonen med en skade, Martin ’Bondemanden’ Jensen på modsatte fløj og ikke mindst stortalentet Rasmus Secher, der også har døjet med skader mod slutningen af sæsonen.

Sechers entré gav angrebsspillet mere tempo, selvom den unge mand lige skulle finde rytmen og i starten mere spillede sidelæns end mod mål.

Da først han på fortrinlig vis havde fået fyret et flot hopskud i kassen fra lang afstand, hvor hele hans krop var strakt helt ud i en spændstig, flot, sammenhængende og lynhurtig velkoordineret bevægelse, havde Secher spillet sig varm. Senere blev aktionen fulgt op af endnu en scoring.

Kan Secher holde sig skadesfri, bliver han en guldfugl at arbejde med for den nye Nørre Djurs HK cheftræner Jesper Johnsen.

Ikke uden rutine

Sportschef Nicolaj Danefeld Hansen og ligeledes rutinerede Mike Paulsen scorede henholdsvis fem og fire mål, og de var på banen i størstedelen af opgøret.

Førstnævnte smed en del bolde væk, men hans snarrådighed og evne til at forudse spillet kom bestemt til udtryk i mange situationer. Han skånede heller ikke sig selv i forsvarsspillet mod betydeligt større og tungere modstandere.

Mike Paulsen, der er mere snu end de fleste og dygtig til at gøre sine medspillere gode med veltimede afleveringer og som temposætter, stod for flere mål og indspil, der blot viste, at rutine aldrig fornægter sig.

Så en god sidste dag i rampelyset, før en ny sæson 2022-2023 venter for Nørre Djurs HK.

Nu skal den nye cheftræner Jesper Johnsen bruge maj-juni sammen med sin assistent Jan Mathiesen, der rykker ned fra øverste trin til næstøverste på trænerstigen, til at få en trup kørt i stilling, som er klar til efter sommerferien i juli, at starte forberedelserne til en ny tid, hvor det altoverskyggende mål hedder oprykning til landets næstbedste række og dermed i top 24 på nationalt plan.

Jesper Johnsen havde selv medbragt en række talenter, som blev præsenteret for sponsorerne og siden var at se på tilskuerpladserne undervejs.

Tre af disse er sikre, nye kort i Nørre Djurs HK truppen i 2022-2023. Det samme er Kolinddrengen Emil Vrang Jørgensen, som vender hjem til Danmark efter en tid i norsk håndbold på næstøverste niveau i klubben Falk Horten.

En høj, ung højre back, som er udset til at skulle levere fra distancen.

Lokalavisen vil snarest præsentere de nye spillere og den nye cheftræner Jesper Johnsen.



Læs også

Annoncørbetalt indhold

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.